Kort: Mobildækning – er der hul igennem?

Der opstår med jævne mellemrum debat om problemer med mobilsignalet.

Når du oplever problemer med mobilsignalet bestemte steder, kan du – når du igen har hul igennem – kigge på TDCs dækningskort og se hvordan det er meningen, at dækningen skal være i dit område. Indendørs, udendørs, for tale, og for 2G-, 3G- og 4G-data.

Tryk på dobbeltpilen i kortets øverste venstre hjørne for at folde menuen ud.

TDC gør fornuftigvis opmærksom på, at dækningskortet er baseret på teoretiske beregninger. Den dækning du oplever lokalt kan variere efter om du er indendørs, eller om der er bygninger, bevoksning eller andet mellem dig og mobilmasten, og at du pletvis i områder med svag dækning kan risikere at miste kontakten med nettet.

Bemærk, at du kan fortælle TDC om problemer med dækningen i dit område på dette kort.

TV: Hvordan jeg lærte at lade være med at bekymre mig og elske mit stream – tilståelser fra en ex-tv-abonnent

Den første regning fra udbyderen var dråben. En gigantisk specifikation med alle de grumme detaljer om hvad det var jeg – igen – havde rodet mig ud i. Stor tv-pakke. Seks måneders kampagnerabat. Leje af ekstra tv-boks. Leje af ekstra tv-boks med harddisk. On Demand-pakke. Bokshåndtering. Leje af film.

De gode, gamle dage?

I alt for mange år har jeg været på abonnement. Hos en tv-abonnements-udbyder. Flere forskellige udbydere, faktisk. Kæmpe udbud. “Sjove” reklamer. Latterligt mange tv-kanaler. Danske, franske, tyske, svenske, norske, italienske, børne, sports, nyheds. Hvoraf vi selvfølgelig kun så en brøkdel. Husets fjernsyn stod bare der og brummede løs, om ikke fra morgen til aften, så i hvert fald fra sen eftermiddag til godnattid, i håb om, at der ville dukke noget seværdigt op.

Nu er tv-abonnementet er opsagt. Træt af at betale en fast, dyr pris for at se noget, andre har valgt for mig, på et tidspunkt andre har valgt for mig. Det er jo til at grine ad. Vi sad troligt der ved ottetiden og så reklamer, inden “Hvem Vil Være Millionær” startede klokken 20.09 sharp på TV2, eller mens en eller anden film tog tre timer at se på TV3 på grund af reklameafbrydelser hvert kvarter.

Nu streamer vi vores tv fra nettet. Og ser det tv, vi vil, hvor vi vil, og når vi har tid og lyst til det. På pc, ipad, telefon, PlayStation eller wii. Og skal det være rigtig fint, er en pc tilsluttet tv-et i stuen, så vi kan smide vores stream op på den store skærm.

Så nu ser vi Forbrydelsen og Anden Verdenskrig i Farver på DR og Breaking Bad og Mad Men på Netflix når det passer os. Og sparer en allerhulens masse grunker i forhold til abonnement, boksleje med mere.

Ungerne er ligeglade. De griner lidt, for de så i forvejen kun det tv, de havde lyst til, ved at streame det fra nettet. På deres computer eller telefon. Og brugte i forvejen kun deres store tv til at spille PlayStation- og wii-spil på.

Hvad kan vi så se? DR, TV2, ViaPlay, Netflix, BBC, Al Jazeera, TV3Play, ITV, Vudu og Filmstriben. Bare for at nævne nogle stykker.

DR
Gratis, så længe du glemmer at regne medielicensen med. Alle DRs kanaler streames. Og mange (især af DRs egne  produktioner) kan ses og genses på dr.dk/tv, når du vil.

TV2
Flere priser, for eksempel kan du se TV2 Live for 19 kr/måned eller TV2s kanaler + arkiv for 119 kr/måned. Bemærk: TV2 anser dit abonnement for at være personligt, så du må kun anvende én enhed ad gangen til at streame fra dit abonnement. Puuha, TV2! Se nedenfor om Netflix, hvordan det skal gøres.

ViaPlay
Flere priser, TV 69 kr/måned, TV + Film 79 kr/måned, TV + Film + Sport 199 kr/måned. Sidstnævnte indbefatter Premier Leauge-, Champions League-, Superliga-, La Liga- og Serie A-fodbold.

Netflix
79 kr/måned. Tv-serier og film. Både danske og engelsksprogede. Bemærk: Netflix anser dit abonnement for at være et husstandsabonnement, så du må selvfølgelig anvende mindst to enheder ad gangen til at streame fra dit abonnement.

Al Jazeera
Gratis.

TV3Play
Gratis. TV3s programmer. Programmerne lægges på TV3 Play seks dage efter de har været vist i TV første gang. På TV3Play kan du også se gamle TV3 programmer, samt udvalgte serier.

Filmstriben
Gratis, hvis du bor i en kommune der giver onlineadgang til at låne film fra biblioteket.

Oh, and selvfølgelig YouTube.

Jeg har sågar hørt om nogen, der streamer udenlandske tjenester som BBC, ITV, Vudu, Hulu og HBO. Det kan du læse mere om, blandt andet her og her.

Kender du andre gode streams, så fortæl om dem i din kommentar.

Software: Nem opdatering med Allmyapps

Jeg har tidligere udbredt mig om Ninite, som kan installere og opdatere dine programmer. Men kun de programmer, du vælger på Ninites liste.

Nu faldt jeg lige over Allmyapps, som gør det samme – men den holder også de programmer opdateret, som du i forvejen har installeret på din Windows-pc. Og Allmyapps gør det for en stor dels vedkommende på samme måde som Ninite: automatisk download og installation af nyeste version, ingen klik på “Næste” og “Ok”, og ingen (synlige) uønskede lorteprogrammer.

Den pc jeg testede Allmyapps på, havde 7 programmer, hvor opdateringen kunne foregå automatisk, og 6 programmer manuelt. Ved de sidstnævnte måtte jeg så lige vælge “Update” og “Install” og huske at fjerne lorteflueben under installationen. Men alt i alt væsentligt nemmere end hvis jeg selv skulle have undersøgt, opsøgt, downloaded og installeret de 13 programopdateringer.

Mange af mine programmer er – åbenbart – nogle jeg kun bruger en gang imellem, og jeg var ærligt talt ikke opmærksom på, at de trængte til opdatering (Calibre, doPDF, AxCrypt), før Allmyapps fortalte mig det.

Du kan browse rundt i Allmyapps mere end 16.000 apps og klikke “Install” for at hente det eller de programmer, du lige står og mangler.

Allmyapps kræver installation på din pc, og det er “gratis” (der er reklamer).

Stop cykeltyveri: Hjælp med at finde Jans cykel

edit 26.10.2012: Cyklen er fundet ved Nykøbing Falster Station.

I søndags blev Jans cykel stjålet fra REMA1000s parkeringsplads på Grønnegårdsvej i Nykøbing Falster.

Det er en rød-metallic Busetto Street, stelnr. xxxxxxxxxx.

Hjælp med at finde cyklen – skriv her, hvis du har set den.

Jans cykel - rød-metallic Busetto Street

Jans cykel