Jeg har nu haft lejlighed til at teste HTC Sensation i en lille uges tid, og jeg er solgt/imponeret/begejstret.
Ja, den koster det hvide ud af øjnene. Og ja, HTC Sensation sutter batteri, så man tror det er løgn.
Men den er så meget stærkere end den gode “gamle” HTC Desire, at det er det hele værd.
Den store 4,3″ skærm (Desire: 3,7″), den hurtigere 1.2 GHz dual core processor (Desire: 1Gb) og 1Gb plads til apps (Desire: 512/177Mb) giver fin valuta for pengene. Og det med batteriet må man bare se at komme over, medbringe opladeren og finde en stikkontakt. Mit forsigtige gæt er, at denne telefons batteriforbrug er hverken værre eller bedre end så mange andre smartphones.
Test af HTC Sensation 8Mp kamera. Billedet er skudt og fiflet med i Vignette photo app.
Klik på billedet for at se det i stor størrelse (3264×2448, 6Mb)
Jeg har været hård ved telefonen i den forgangne uge. Enkelte dage har jeg måttet oplade telefonen to gange dagligt. Men så har den altså osse arbejdet på højtryk det meste af tiden, med GPS-navigation, downloads, rss-læsning, musik-streaming og optagelse og afspilning af video og fotos.
Det er især lækkert, at jeg nu har plads til alle de gode apps, som jeg ikke havde plads til på Desire. Her var der i alt 512Mb plads, men det så ud til at være inklusive styresystem og alle de apps, som HTCs Android-telefoner er “født” med. Reelt var her kun plads til 177Mb egne apps, og det var altså en voldsom begrænsning, når man gik på rov i slikbutikken (læs: Android Market).
Jeg læser forskellige steder på nettet, at vægten på HTC Sensation skulle være et problem. Slap dog af. Sensation vejer 148 gram. Med batteri. Det er 11 gram mere end Apples iPhone 4. HTC Desire vejer 135 gram.
Fylder den meget? Ja. Men ikke mere end en almindelig god bukselomme kan klare.
Min dom? Godkendt. Fars telefon.
edit 21.08.2011: Konstaterede i dag, at telefonen suttede ekstraordinært meget strøm. På trods af opladning hele natten var batteriet næsten fladt i dag ved middagstid.
Det store strømforbrug skyldtes, at telefonen hele tiden forsøgte at forbinde til husets trådløse netværk, uden held. Den cyklede rundt mellem “forbinder til trådløst netværk..” og “henter adresse..”, uden nogensinde at få en lokal ip-adresse.
Husets netværk fejlede ingenting. Andre enheder kunne fint forbinde til netværket. Genstart af router og telefon hjalp ikke. Der var ingen konflikter med omkringliggende netværk, som alle sendte på andre kanaler.
Efter lidt googlen rundt efter svaret fandt jeg denne tråd på androidforums.com: http://goo.gl/92SLi
En af de foreslåede løsninger var at ændre den kanal, som husets trådløse netværk sender på, til “en kanal, der er højere end 10″.
Som sagt, så gjort. Husets netværk sendte på kanal 3. Det blev ændret til kanal 13 (2,472 Ghz). Problemet er løst.
I hvert fald på husets eget netværk..
