Sikkerhed: Hvordan kan jeg beskytte min computer?

Du har læst om nogen, der har fået hacket deres Gmail. Her har du mit forslag til, hvordan du bedst muligt kan beskytte dig selv og dit privatliv, når du sidder bag en computerskærm.

Fuldstændig sikkerhed eksisterer ikke. Men det behøver faktisk ikke være så svært at opnå en rimelig sikkerhed. En god portion sund fornuft og den rette kombination af sikkerhedsprogrammer på din computer kan få dig langt hen ad vejen.

Den største risiko, når du bevæger dig rundt derude på det store internet-hav, er… dig selv!

Du benytter det samme password alle steder, på Facebook, din e-mail, din NemId, og alle andre steder du bruger derude. Det er jo alt for besværligt at huske mere end ét, allerhøjest to eller tre passwords. Og for at de skal være nemme at huske, vælger du at bruge børnenes, hundens eller kattens navn, måske i kombination med din fødselsdato.

Og det-der med computere er jo alt for besværligt at finde ud af, så du har ikke rigtigt sat dig ind i, hvad du selv kan gøre for at beskytte dig selv, din pc og dit privatliv. Du har måske engang fået nogen til at installere et antivirusprogram på din computer, og så er alt jo i orden, tror du.

Du er egentlig osse lidt ligegald. For der er jo alligevel ikke nogen derude, der er interesseret i dine oplysninger og din Facebook-konto og din bankkonto. Det er noget, der sker for de andre. Ikke for dig.

Forkert! Dit navn og adresse, dit cpr-nummer og dine kreditkortoplysninger er guld værd for kriminelle.

Og dine oplysninger er rimeligt nemme at få adgang til, når du bare lader stå til og ikke beskytter dig selv og din computer. Hvis en hacker først har adgang til din computer eller blot din e-mail, har hun jo adgang til alle oplysninger om dig.

Tænk selv over det: Hvilke oplysninger har du liggende i din e-mail? Oplysninger om alle andre konti du har oprettet på nettet! Ikke sandt?

DEN STØRSTE RISIKO: DIG SELV!
Lad være med at være ligeglad. Vær skeptisk. Brug din sunde fornuft. Modtager du et tilbud på e-mail, der lyder til at være for godt til at være sandt, så er det det nok også.

Lad være med at klikke på links eller åbne vedhæftede filer i e-mails, medmindre du er rimeligt sikker på afsenderen og indholdet.

Læs IT og Telestyrelsens 10 gode råd om sikker e-mail her.

Lad være med at bruge nemme-at-huske passwords. Brug forskellige passwords til alle dine forskellige konti.

Beskyt din computer mod angreb udefra med software. Og sørg for at holde din software opdateret.

Og væn dig dog til at bruge BCC, hvis du absolut skal videresende en “sjov” e-mail til en masse modtagere på én gang.

PASSWORDS, PASSWORDS, PASSWORDS…
Drop nu alt det-der med at bruge samme korte nemme-at-gætte password til alle dine steder. Lad osse være med at skrive dine passwords ned på et stykke papir, på din mobiltelefon eller i et tekstdokument på din computer. Du har garanteret lige så mange passwords som jeg har. Og du får stresssss af at forsøge at huske dine passwords.

Men hvad skal du så gøre? Ja, du kan for eksempel få dig en passwordmanager.

En passwordmanager er et program, der opbevarer alle dine passwords i krypteret form. For at få adgang til dem, skal du have et masterpassword. En passwordmanager kan være et program, du installerer på din(e) computer(e), eller det kan være en løsning på nettet, som for eksempel LastPass.

LastPass gemmer alle dine passwords for dig – indtil du logger på med dit (meget stærke) masterpassword. Når først du er logget ind, har du adgang til alle dine gemte websteder, og kan logge ind på dem uden at udfylde noget som helst. Det klarer LastPass for dig. Slut med at forsøge at huske alle dine passwords – du skal kun huske ét.

Noget af det første, du bør gøre, når du får dig en passwordmanager, er selvfølgelig at lave alle dine passwords om. Hvorfor ikke lave dem om til meget lange passwords? Du skal jo ikke selv huske dem længere. De fleste passwordmanagers tilbyder at generere nye passwords for dig. BmleY0@f!R%ZB6u7K8r@l##%8#MHU$XHgiuHcA5%w2PU5Dvz!R5QE@zbrXQiUaxi. Lyder det ikke godt? Det er i hvert fald et bedre password end bimse89.

LastPass er som udgangspunkt gratis. Hvis du også vil have adgang til LastPass fra din smartphone, må du hoste op med 12$ (cirka 65 kroner) årligt.

HVILKE ANTI-ANTI-ANTI-PROGRAMMER SKAL JEG SÅ HAVE PÅ MIN COMPUTER?
Der findes et hav af programmer, der kan beskytte dig og din computer mod virus og malware. Der findes mindst lige så mange, der påstår at de beskytter din computer – men som rent faktisk er ondsindede programmer, beregnet på at stjæle oplysninger om dig, eller på at bruge din computer i et ondsindet netværk.

Og der findes rigtigt mange meninger om, hvilke programmer der er de bedste. Fælles for dem er vel, at ingen af dem kan garantere en 100% sikkerhed, men at de i de fleste tilfælde og med den rigtige kombination af programmer kan give en så-god-som-muligt sikkerhed.

Mange af de “gode” programmer med antivirus, antimalware og internetfirewall er købeprogrammer. De koster ofte 4-600 kroner om året at bruge. Jeg vil her koncentrere mig om programmer, som jeg selv har afprøvet – og for nogles vedkommende har brugt i årevis. De er for de flestes vedkommende er helt gratis, og jeg vil påstå, at de tilsammen yder en mindst lige så god beskyttelse for den private hjemmebruger, som de dyre købeprogrammer.

FIREWALL
Jeg har afprøvet en del softwarefirewalls, og er indtil videre endt med at bruge Comodo Firewall. Gratis. Rimeligt nemt at bruge.

Hver gang programmet modtager en forespørgsel om forbindelse, vises en pop-up, hvor du enten skal Allow eller Block en forbindelse til dit system til eller fra internettet. Efterhånden som du svarer, lærer Comodo Firewall hvilke adgange du tillader eller blokerer. Efterhånden, som du lærer programmet at kende, kan du bede programmet om at huske dine svar. Du kan se en fin Comodo Firewall brugervejledning her.

Og her kan du læse mere om firewalls.

ANTIVIRUS
Et udmærket antivirusprogram, gratis, brugervenligt, og som opdateres automatisk, er Microsoft Security Essentials.

Når Microsoft Security Essentials er installeret, vises et lille hus nederst til højre på din computerskærm (“nede ved uret”). Et grønt hus betyder, at alt er ok. Hvis huset er gult eller rødt, er det tid til at scanne din computer. Det skal gøres manuelt – ved at klikke på knappen SCAN NU:

Du skal ikke have mere end ét antivirusprogram på din computer. Hvis din computer er “født” med ét, eller hvis du allerede har et andet antivirusprogram, så afinstallér det, inden du installerer dit nye antivirusprogram.

ANTIMALWARE
Et antimalwareprogram beskytter mod virus, orme, trojans, spyware, adware, scareware, rootkits… og en masse andet snavs.

Malwarebytes Antimalware virker bare. Jeg har brugt det i årevis på massevis af computere. Det virker bare. Programmet findes i en gratisudgave, som er fin, og en proudgave, som er bedre. Med den gratis udgave skal du selv aktivt sørge for opdateringer og scanne din computer, mens Pro-udgaven gør begge dele for dig.

Malwarebytes Pro koster i skrivende stund 140 kroner for én licens, og de penge er rigtig godt givet ud, hvis du mener det alvorligt med beskyttelse af din computer. Du kan se forskellene på Free- og Pro-udgaven her.

ANTIKEYLOGGER
En keylogger er et program, der registrer hvad der blive skrevet på computerens tastatur. Brugernavne, passwords, betalingskortoplysninger. Alt. En keylogger arbejder skjult på din computer, samler alle tastetryk i en logfil, og sender typisk logfilen til en hackers mailadresse eller en server.

Hvis du vil undgå det, kan du bruge KeyScrambler til at kryptere dine tastetryk. Hvis du for eksempel taster ordet nykobingfalster.net, bliver det til 8&’3bæ;wq82<!¨g&0+d. Det vil være det, modtageren tror du har tastet – ubrugeligt for vedkommende.

Keyscrambler er gratis til brug med din internetbrowser, men fås i to betalingsudgaver, der yder ekstra beskyttelse i en mængde andre programmer. De koster i skrivende stund henholdsvis 180 og 250 kroner pr. licens. En god investering, hvis du er i “målgruppen”. Du kan se forskellen på de forskellige udgaver her.

Og læs Raymonds test af KeyScrambler med forskellige keyloggers: KeyScrambler Fights KeyLoggers by Encrypting What You Type on Keyboard.

OPDATERINGER

Hold din computer opdateret. Ikke bare én gang, men jævnligt. Tjek for eksempel en gang om ugen, om der er opdateringer til dine programmer. Både til Windows styresystemet og til dine installerede programmer.

Sådan installerer du Windows-opdateringer i Windows7.

Sådan sætter du automatisk opdatering op i Windows XP.

Brug Filehippo.com Update Checker til at se om der er opdateringer til dine installerede programmet. Download standalone versionen og kør den. Programmet sammenligner dine installerede programmer med nyeste versioner af programmerne på nettet, og præsenterer resultatet for dig i din internetbrowser, hvorfra du straks kan downloade de opdaterede programversioner:

Brug Secunia Personal Software Inspector til at se om der er opdateringer til dine installerede programmer. Programmet skal installeres før brug.

Når det er installeret, kan du scanne din computer for programmer der trænger til opdatering. Når scanningen er færdig, bliver du præsenteret for en liste over programmer, og du kan vælge at opdatere dem:

Kommentarer? Forslag? Andre erfaringer?

Roxer – den nemmeste måde at lave en hjemmeside

roxer.com

Roxer er et nemt, gratis onlineværktøj, som kan bruges til at lave flotte hjemmesider uden at programmere noget som helst.

Det hele foregår i din internetbrowser, og er baseret på en helt ny tilgang til det at lave hjemmesider. Her skal du nemlig ikke selv tumle med skummel kode for at lave din hjemmeside.

Med Roxer kan alle lave flotte og fuldt funktionelle hjemmesider, kun ved brug af en internetbrowser. Når du vil opbygge og redigere en side, foregår det ved klik og træk af det indhold du ønsker – tekst, billeder, links, videoer.

Når du vil ændre en tekst, klikker du bare og skriver løs. Og hvis du vil kopiere indhold fra en side til en anden, kopierer du bare indholdet og sætter det ind.

Når du har registreret dig, kan du straks gå igang. Se mit lille eksempel på en hurtigt sammenstrikket hjemmeside på nykobingfalster.roxer.com

Fotoredigering: Gør din internetbrowser til et fotoredigeringsværktøj

Pixlr er et webbaseret fotoredigeringsværktøj. Gratis, som i gratis øl – og ingen registrering.

Jeg opdagede stedet for et halvt års tid siden, og det er glimrende til de “nemme” redigeringsopgaver. Du kan beskære, ændre størrelse, tilføje effekter og male på dine billeder. Og nu er det, takket være et Firefox plugin, blevet meget nemmere at importere billeder i Pixlr.

Når plugin-en er installeret i din Firefox browser kan du se et lille ikon i Firefox status baren, som du kan klikke på for automatisk at importere den webside du aktuelt befinder dig på. Og hvis du bare vil redigere et billede fra internettet, er det heller ikke noget problem – bare højreklik på billeder og vælg “Edit in Pixlr”. Så åbnes Pixlr i en ny fane og loader billedet automatisk.

Hvis du bare vil afprøve Pixlr, kan du stadig gøre det her..

Internet browser: Farvel, Internet Explorer 6!

Trash IE

Der findes stadig private brugere og virksomheder derude, som anvender browseren Internet Explorer 6, når der skal kigges på internetsider.

Lad være med det! IE6 er forældet og følger ikke standardreglerne for hvordan sideindhold skal vises. Derudover har den en del sikkerhedssvagheder, og en hel del klare fejl.

11 procent af nykobingfalster.nets besøgende bruger stadig IE6, så I er meget godt med i forhold til det generelle niveau i Danmark, hvor det anslås at 16 procent bruger den forældede browser.

Fremover vil besøgende på nykobingfalster.net der bruger IE6 alligevel blive advaret med et banner øverst på siden om, at det er en rigtig god idé at skifte til en tidssvarende browser.

Hvis du bruger IE6 og fortsat ønsker at blive ved med at bruge Internet Explorer, kan du hente den nyeste IE version 7, eller betaudgaven af IE version 8.

Hvis du vil – og det kan anbefales – kan du også prøve en af de andre populære internetbrowsere, som for eksempel Firefox, Opera, eller Safari.

Læs mere om kampagnen mod Internet Explorer 6 her.

SMS: Send gratis sms til Norge, England, Tyskland og andre lande

Vil du sende sms-beskeder til Østrig, Tjekkiet, Estland, Tyskland, Indien, Irland, Norge, Polen, Taiwan og England, Skotland, Wales og Nordirland – gratis? Så kan du gøre det fra my-cool-sms.com.

Der findes masser af lignende tjester derude, men de virker som regel ikke. Det gør denneher. Jeg har sendt sms-er til familien i udlandet, og de modtager dem i løbet af få sekunder.

Firefox: Read It Later – en Firefox tilføjelse, der lader dig gemme sider for senere læsning

Når jeg sejler rundt derude på Det Store Internet Hav støder jeg ofte på sider som er interessante og nyttige, men som jeg ikke altid lige har tid til at læse her og nu. Og jeg vil heller ikke bogmærke siderne, for mine bogmærker er i forvejen en samling rod. Her kommer Firefox tilføjelsen Read It Later ind i billedet:

Denne Firefox tilføjelse lader dig gemme interessante sider til senere læsning. Når du besøger en side du vil læse senere, klikker du på Read It Later knappen, og siden er gemt i en liste i din Firefox browser. Du kan oven i købet synkronisere din læseliste med andre computere, hjemme eller på arbejdet. Hver liste har et unikt feed id og password, som du taster ind på Read It Later på de computere du ønsker. Alt hvad du tilføjer eller fjerner fra Read It Later på én computer, vil derefter kunne synkroniseres mellem computerne.

For du bruger da Firefox, ikke? Ellers kan du hente nyeste danske udgave af browseren her.

Hosting: Sådan tjekker du hvilket firma der hoster en hjemmeside eller en blog

Du kan tjekke hvilket firma der hoster en hjemmeside eller en blog, ved at besøge WhoIsHostingThis?

Skriv adressen på den pågældende hjemmeside/blog, og i løbet af sekunder får du detaljerne. Som eksempel har jeg indsat min blogs adresse, og resultatet ses herunder:

Foto: Redigér dine fotos online med Pixlr

Hvis du har brug for at redigere et foto, og ikke lige har adgang til et smart program til formålet, kan Pixlr være sagen for dig.

Pixlr er en gratis online billed-editor. Man uploader sit foto og kan straks gå igang med redigering, justering og filtrering. Du skal have et Flash-plugin i din browser, men der kræves ingen registrering for at benytte Pixlr, det er ganske gratis, og værktøjet starter lynhurtigt op.

Pixlr er lavet til ikke-professionelle, de brugere der har brug for almindelige redigeringer. Det er ikke beregnet til kæmpe RAW fotos eller til brug for prints, men er et storartet værktøj til fotos der bare skal bruges på blogs, nyhedssites eller sociale netværk som Facebook, eller fotosteder som Flickr eller Photobucket.

Når du er færdig med fotoredigeringen i Pixlr, kan du gemme dit foto på din egen harddisk. Folkene bag Pixlr lover, at uploadede fotos slettes efter 5 minutter.

Afprøv Pixlr her..

Weekendsjov med foto: PhotoFunia – sjove effekter med dit ansigt

PhotoFunia er en smart lille foto effekt service, som kun kan én ting – men gør det godt!

Du uploader et foto af dig selv (dit ansigt), og det vil blive indsat i en masse interessante skabeloner.

Det er lidt lissom de-der setups de har i tivolier, hvor du stikker dit hoved ind i et udskåret hul, og du så ser fjollet ud – dit hoved på Supermands eller end knoglet blondines krop.

Her er et par eksempler på hvordan det kan se ud:


Ha-ha, en virkelig sjov fotoeffekt. Der er masser af skabeloner, og man kan uploade fotos i JPG, GIF og PNG formater op til en størrelse af 500 Kb. Og hvis du tror at DU ser sjov ud, så skal du bare se billederne af alle de andre. En glimrende tidsrøver, hvis du ikke lige har andet at lave. God fornøjelse!